Du bør først finde frem til, hvad det er der overordnet set er, det der driver dig til at træne på en cykel. Ved at finde din overordnede motiverende faktor, har du fundet frem til det der dybest set holder dig i gang på cyklen. Og hvorfor skal du finde frem til den? Det skal du fordi det er din overordnede motivation for det at cykle.
I tider hvor det er knapt så sjovt, og tingene måske ikke lige fungerer så godt, er det tidspunktet, at gå tilbage og kigge på denne note. Oftest vil det være en kombination af flere faktorer der spiller ind men forsøg, at notere det så enkelt og entydigt som muligt.
For at finde frem til netop din overordnede motivationsfaktor, kan du spørge dig selv disse eller lignende spørgsmål:
- Er det kammeratskabet på cykelturene der er motiverende?
- Cykler du fordi, at du gerne vil holde dig i form, og komme ud i naturen?
- Cykler du fordi, at du ønsker at blive professionel cykelrytter?
- Cykler du pga. en kombination af alle ovenstående muligheder?
- Eller cykler du måske pga. af helt andre grunde?
Grundlæggende er ideen den, at du skal notere dig hvad det er der motiverer dig til, at ville forbedre dig inden for et givent område, i dette tilfælde er det cykling.
Når du kigger på den liste du får ud af det, og som måske ligner den listen af spørgsmål jeg har listet op, tror du måske, at det er dine overordnede motiverende faktorer. Men det er det ikke!
Tag nu ét punkt på listen og læs nu spørgsmålet op som et svar.
I mit eksempel vælger jeg, at tage udgangspunkt i følgende svar: Kammeratskabet på cykelturene er motiverende.
Nu skal du spørge ind til dette faktum og spørge: ”Hvorfor er kammeratskabet på cykelturene motiverende?”
Svar: ”Det er dejligt, at mødes med kammeraterne og snakke om alt muligt. Det er dejligt at man får rørt sig samtidigt med, at jeg kommer væk fra hverdagens stress og nogle gange sure pligter.”
Spørgsmål: ”Hvad er det der er så dejligt ved, at komme væk fra hverdagens stress?”
Svar: ”Cykelturene får mig til, at føle mig fri jeg føler, at jeg bliver et helt menneske. Og fællesskabet giver mig en modvægt i mine tanker i forhold til den travle hverdag.”
BOOM! Der var den! Ved at spørge ind til kernen hele tiden, ender du altid med, at komme frem til følelser. Dine følelser for det, at cykle er netop din overordnede motiverende faktor. Den følelse du har indeni, efter du har skrællet alle lagene af ved, at spørge ind til hvilke følelser der ligger til grund, er netop din overordnede motiverende faktor. Følelser er et svært emne for mange, men denne teknik slår som regel aldrig fejl. Prøv nu selv, og læs alle dine spørgsmål op som et svar og bliv ved med, at spørge ind til kernen.
God fornøjelse.